The Pretend Night Train / Det kunstige nattog - haibun

After a while on the night train you begin to wonder if it's going anywhere but the occasional shaking and rumble seems convincing enough for that part of your brain that's still awake; a rudimentary part but awake. Perhaps you're in a simulator and a host of low paid workers run around out there in a great hall switching on faint lights while others prepare and rearrange stage props looking like villages; gotta be extra ordinary laborious considering it's almost December and villagers in these poor parts have nothing else to overdo than the Christmas decorations on their houses. But the highly reflective glass of the train windows won't let you see anything except for a triple face that – if you're lucky – is your own. Sometimes it's Death's, sometimes your own.

if there's a solo

for guitar or cello

it's probably Boccherini

But however this thing works they – whoever 'they' are and no matter what reason 'they' have to do these things – are good at it.

My station is announced over the speakers and I feel a slow stopping of the train but as I step out onto the platform I see half of the village isn't in place. There's a giant Godzilla-like mechanical (I assume, I hopw) monster where the church was, the street behind the station leads up to Sacre Couer and a group of extras are dressing up in what seems to be German soldiers' uniforms from WWII.

“Sorry, sir, if you could just wait a minute we'll get your village sorted. We're a bit short of hands today. The seasonal flu, you know”.

I say I don't mind. “This scenery is way more interesting than what my village normally is. If you could just get rid of the war elements I'd be perfectly happy with things as they happen to have turned out due to coincidence or accident”.

“That's very kind of you, sir. I'm sure we can work something out. May I offer you something extra as a sign of gratitude for not getting angry? I can tell you, that if you had made an official complaint many of my good men – not to mention my humble self – would probably have been out of a job. And you of course know about the horrible job situation these days. Anything that could please you, sir?”

“Perhaps have Piazza del Popolo from Rome placed over there”, I point in the direction where the golf course used to be. “With decent cafés and real Italian women”.

“That sounds nice, sir. We'll see to it that it's done, with real Italian women ... or at least as real as we can make them”.

“I'll leave it your capable hands. Oh, and if it could rain only at night ...”

“Consider it done, sir”.

what's with this omniscient thing?

I lost a tooth

without knowing

---:::---

Efter en tid på nattoget begynder man at spekulere på om det overhovedet kører nogen steder hen. men den lejlighedsvise rysten og rumlen synes overbevisende nok for den del af hjernen, der stadig er vågen; en rudimentær del, men vågen. Måske er man i en simulator og en horde af lavtlønnede arbejdere løber rundt udenfor i en stor hal og tænder for svage lys, mens andre omarrangerer og forbereder kulisser, der ligner landsbyer; sikkert ekstraordinært arbejdskrævende når man tænker på, at det næsten er december og at landsbyboere i disse fattige egne ikke har andet at overgøre end juleudsmykningerne af deres huse. Men det voldsomt reflekterende glas i vinduerne forhindrer, at man kan se noget som helst bortset fra et tredobbelt ansigt, som– hvis man er heldig – er éns eget. Nogle gange er det Dødens, nogle gange éns eget.

hvis der er en solo

for guitar eller cello

er det sikkert Boccherini

Men uanset hvordan dette fungerer, er de - hvem 'de' så end er og uanset hvorfor 'de' gør det, de gør - er de gode til det.

Min station annonceres over højttalerne, og jeg kan mærke, at toget standser langsomt, men da jeg træder ud på perronen, kan jeg se, at halvdelen af landsbyen ikke er på plads. Der er et gigantisk Godzilla-agtigt, mekanisk (formoder jeg, håber jeg) uhyre, hvor kirken var, gaden bag stationen leder op til Sacre Couer og en gruppe statister er ved at klæde i hvad der ligner tyske soldateruniformer fra Anden Verdenskrig.

”Undskyld, Hr., hvis De blot kunne vente et øjeblik, skal vi nok få skik på Deres landsby. Vi er lidt underbemandede i dag. Årstidens influenza, hvis de forstår”.

Jeg siger, at det ikke betyder noget. ”Dette arrangement er meget mere interessant end min landsby sædvanligvis er. Hvis De blot kunne blive af med krigselementerne, vil jeg være ganske tilfreds med tingene, som tilfældet eller uheldet har arrangeret dem”.

”Det er meget venligt af dem, Hr. Jeg er sikker på, at vi kan finde ud af noget. Må jeg tilbyde dem noget ekstra som tak for, at de ikke blev vred? Jeg kan fortælle Dem, at hvis De havde indgivet en officiel klage, ville mange af mine mænd – inklusive min ydmyge person – nok stå uden arbejde. Og De kender nok til den forfærdelige beskæftigelsessituation for tiden. Er der noget særligt, der kunne tiltale Dem, Hr.?”

”Måske kunne Piazza del Popolo fra Rom ligge dérovre?” Jeg peger i retning af, hvor golfbanen plejede at være. ”Med ordentlige café'er og rigtige italienske kvinder”.

”Det lyder dejligt, Hr. Vi skal nok se til, at det sker. Med rigtige italienske kvinder ... eller i hvert fald så rigtige vi kan lave dem”.

”Det overlader jeg trygt til Dem. Åh, og måske kunne det så kun regne om natten?”

”Selvfølgelig, Hr.”

hvad er der med denne alvidenhed?

jeg tabte en tand

uden af vide det