Tuesday, May 16, 2017

drops / dråber - haibun


In this village we turn into drops of liquid each day between 12 and 12:05. Then we solidify again. At 12:05:0001 (approximately). There no ’scheme’ as to who turns to what liquid. Some become water, some to oil (vegetable or mineral), some to wine and some to drops of what is called soft drinks: sugar saturated bubbly liquids void of any naturally occurring substances but water and in summer that’s down right unfortunate. Ever so often a fly or a wasp will sit sucking up the sugar when the solidification happens and that person will be half human half insect for the next almost 24 hours. You can loose a lot of friends in 24 hours … or less.

fitting into the rain
as naturally as into my skin
oddly white



...:::...


I denne landsby forvandles vi til dråber af væske hver dag mellem 12 og 12.05. Derefter bliver vi faste igen. Klokken 12:05:0001 (cirka). Der er ingen plan over, hvem der bliver til hvad. Nogle bliver til vand, nogle til olie (vegetabilsk eller mineralsk), nogle til vin og nogle til dråber af det, der kaldes bløde drikke: sukkermættede boblende væsker blottet for naturligt forekommende substanser bortset fra vand, og om sommeren er det rent ud sagt uheldigt. Fra tid til anden vil en flue eller en hveps sætte sig og suge sukker i det øjeblik, størkningen indtræder, og så vil den person være halvt menneske og halvt insekt i det næste døgn. Man kan miste mange venner på et døgn … eller mindre.

passer ind i regnen
så naturligt som ind i min hud
mærkværdigt hvid

Saturday, April 22, 2017

My Favorite Things 2013


My Favorite Things


spiraling off incense sticks My Favorite Things Coltraneian

hvirvler fra røgelsespinde My Favorite Things Coltraneske


left one shoe in a raga in Harlem

efterlod én sko i en raga i Harlem



Lady Morphine in A-Minor this sleep in longing

Fru Morfin i A-mol denne søvn i længsel



what the hell's with these birds? my left head turns

hvad helvede sker der med disse fugle? mit venstre hoved drejer



the falling upwards of feet not mine and a half-smoked cigarette

fødders fald opad ikke mine og en halvrøget cigaret



not fair the song doesn't exist unless I hear it

ikke retfærdigt sangen findes ikke med mindre jeg hører den



between the bricks a view to another dance

mellem murstenene et kig til en anden dans



tuck me in with a needle in your eye

put mig med en nål i dit øje



dressed in flames she merges with organs

klædt i flammer bli’r hun ét med orgler



singular plurality music bound by time and trouble

entalligt flerfoldighed musik bundet til tid og problemer



carving a shenai from a bone once in God's thought

skærer en shenai fra en knogle engang i Guds tanke



no snakes to tame the untameable a basket of rotting grapes

ingen slanger at tæmme det utæmmelige en kurv af rådnende druer



household fairies in ampules barely glass barely light

hjemme-feer in ampuller knap glas knap lys





Friday, April 21, 2017

Vaccum / Vakuum


His wife sucked in things. She had a vacuum inside her. Or a magnet. A black hole perhaps, though he discarded the latter two options due to his keen observations. A magnet would only attract objects containing iron and if it was a black hole the solar system would be gone as well. And it wasn’t. He’d notice that, he thought. So it must be a vacuum, he concluded and he thought he was clever.

up and down mostly down spring rain


But she sucked in things. His favourite pipe would rush off the table and into her body just like his maps of the former world orders, those pre 1945, the porcelain figurines he inherited from his grandparents (on his mother’s side), his scout’s knife (the one he nicked from his mate because he had two and made to look more used than it was by rubbing brown food colouring into the wooden handle), half the chess pieces (hand carved horn) and his best trousers, those 3 sizes too large and with holes, splotches and stains with stories to tell. Things he loved and felt comfortable with. To be fair, she also sucked up stuff of her own … and the daughter’s hamster.

standing still the birch prepares for spring

… and she didn’t seem to notice or even mind. When his Miles Davis Box Set containing 20 CDs went into her through her left armpit she just released a small burp and scratched it (the armpit not the Box Set) and kept on adding stitches to her Saint Francis Preaches to the Birds embroidery large enough to cover the front of the house and asked if there was any coffee left. Where it all went was – and still is – a mystery. She didn’t get bigger nor did she rattle when she walked but once a year, usually on Bright Sunday (and that always falls on a different date, as you might know, the maths behind fixing the day for our Saviour’s Resurrection being so complex even the Holy Ghost would scratch its head (immaterial or not)) everything she had absorbed during the year would come flying out of her again ending up in the exact spot from whence they were sucked. That’s why he put up with it.

60th spring
will my allergy go
before I do?

“What’s that, dear?” she said.
“That’s why I put up with, I said”.
“Put up with what, dear?”
“Ah, nothing, love. Should I make some more coffee?”
“You do that, dear”.


...



Hans kone sugede ting op. Hun havde et vakuum indeni. Eller en magnet. Eller et sort hul måske, selvom han forkastede de to sidste muligheder qua sine skarpsindige observationer. En magnet ville kun tiltrække ting, der havde jern i sig, og hvis det var et sort hul, ville solsystemet være forsvundet. Og det var det ikke. Dét ville han have lagt mærke til, tænkte han. Så det må være et vakuum, sagde han til sig selv, og syntes han var klog.

op og ned mest ned forårsregn

Men hun sugede ting til sig. Han yndlingspibe ville rutsje af bordet og ind i hendes krop ligesom hans kort over fortidige verdensordener, dem fra før 1945, porcelænsfigurerne som han havde arvet fra sine morforældre, hans spejderkniv (dén han havde stjålet fra sin kammerat, der havde to, og som han havde ældet ved at gnide sovsekulør ind i træskæftet), halvdelen af skakbrikkerne (håndskåret horn) og hans bedste bukser, dem var var 3 numre for store og med huller og pletter og plamager, der var fulde af historier. Ting han elskede og følte sig godt tilpas i og med. Når ret skal være ret, sugede hun også sine egne ting op … og datterens hamster.

stående stille forbereder birken sig på forår

… og hun syntes ikke at lægge mærke til det eller have noget imod det. Da hans Miles Davis Boks Sæt med 20 CD’er gled ind i hendes venstre venstre armhule, bøvsede hun kun en smule og kløede den (armhulen ikke boksen) og fortsatte med at brodere på det store Sankt Frans Prædiker for Fuglene korsstingsbroderi, der var stort nok til at dække husets facade og spurgte, om der var noget kaffe tilbage. Hvor det alt sammen blev af var – og er stadig – et mysterium. Hun blev ikke større og raslede heller ikke, når hun gik, men én gang om året, sædvanligvis Påske Søndag (og den falder sjældent på den samme dato, som De véd; matematikken der ligger til grund for at fastsætte dagen, hvor vor Frelser Genopstod er så kompliceret, at selv Helligånden klør sig i nakken (immateriel eller ej)), hvor alt hun havde opsuget i løbet af året ville komme flyvende ud af hende igen og lande præcis der, hvorfra de var blevet suget væk – eller op eller hvordan, det nu var. Det var derfor, han fandt sig i det.

60nde forår
vil min allergi dø
før mig?

”Hvad sagde du, min ven?”
”Jeg sagde, det er derfor jeg finder mig i det”.
”Finder dig i hvad, skat?”
”Ingenting, min kære. Sku’ jeg lave noget mere kaffe?”
”Gør du bare det, skat”.

Tuesday, April 18, 2017

(untitled/uden titel)




phone don’t phone
isn’t it too cold to make
a dentist’s appointment?

gosh I repeat I repeat
my self and my echo

out of nowhere
trained dogs
from the invisible circus

not that reliable spring

at the center of the world wind

stretching and bending
a finger a leg a thought
I age

watching ink dry
one dopamine molecule stirs

in the desert’s waiting room
penguins build
a pyramid for shoes
ring ring ikke
er det ikke for koldt til at lave
en tandlægeaftale?

mand jeg genta’r genta’r
mig selv og mit ekko

ud af ingenting
dresserede hunde
fra det usynlige cirkus

ikke så troværdigt forår

i midten af verden vind

strækker og bøjer
en finger et ben en tanke -
jeg ældes

ser blæk tørre
eet dopaminmolekyle ryster

i ørkenens venteværelse
bygger pingvinger
en pyramide til sko

Sunday, April 16, 2017

spring 2017 / forår 2017


passing the young tree in bloom at dusk


               we are
               what light
               makes
               of us










går forbi det unge træ i blomst i tusmørke


                vi er
                hvad lyset
                gør
                os til

Wednesday, April 12, 2017

haibun


and in that section of Purgatory writers sat writing what they remembered of their lives in the thimble of water meant to quench their thirst as fire rained down


wanna be on TV?
step into
the street







og i den afdeling af Skærsilden sad forfattere og skrev det, de huskede af deres liv i et fingerbøl med med vand beregnet til at slukke deres tørst mens ild regnede ned

vil Du på TV?
gå ud
på gaden

3 gembun (but what's in a name ...) - very short haibun


the banana she hands him looks like it’s plastic


in the architecture of the sky
a door hidden
for penguins




bananen hun rækker ham ser ud til at være af plastik


i himlens arkitektur
en dør skjult
for pingviner



:



rain and you stop itching


the stairs repared
I could go
anywhere




regn og det holder op med at klø


trapperne repareret
jeg ku’ ta’ afsted til
hvorsomhelst



:



how many times can you say ’oil’ till it becomes ’loil’?


flip-flops?
I lost
the flip …




hvor mange gange ka’ man sige ’føjl’ til det bli’r ’løjl’?


flip-flopper?
jeg har mistet
flippen ...

Tuesday, April 11, 2017

3 gembun


”I’m not gonna sit here and be preached at!”

predicting the past
so much
easier




”Jeg vil sidder her og blive prædiket for!”

at spå om fortiden
så meget
lettere



:



… and the after image is a mountain with two feet dangling above it

suddenly in another self
the ladybird changes
its spots



… og efterbilledet er et bjerg med to fødder dinglende over sig

pludseligt i et andet selv
mariehønen ændrer
sine pletter


:


… and when the blue flashes smell like raspberries pain arrives

vertigo
falling
up




… og når de blå lyn lugter som hindbær ankommer smerten

svimmel
faldende
opad

Sunday, April 9, 2017

yotsumono


17 sneezes inaugurating spring -
no air
in my bicycle’s tires

face it: new generations
repeat your mistakes

in a ”friends” request
an offer on 24/7/365
live sex

a place in the sun
fully occupied by the sun








17 nys indvarsler foråret -
ingen luft
i mine cykelhjul

se det i øjnene: nye generationer
gentager dine fejl

i en ”venne”-forespørgsel
et tilbud om 24/7/365
live sex

et sted i solen
fuldt optaget af solen

Monday, April 3, 2017

skins / huder - haibun


Skins

While I’m washing up Art Blakey is having a ball with his ’skins’, his drums. In 1960 and now. Music travels once it’s been played and 57 years – almost as long as I’ve lived – doesn’t really mean a thing. “Been” and “is” become the same. I check the pollen count and find a plausible cause to why my mucus glands produce jellyfish.


dying before Easter Easter lilies


After all, all music you hear is older than your present, if only by milliseconds.








Huder

Mens jeg vasker op, har Art Blakey en fest med sine ’huder’, sine trommer. I 1960 og nu. Musik rejser, når den først er spillet og 57 år – næsten lige så længe, jeg har levet – betyder ikke noget. ”Har været” og ”er” bliver det samme. Jeg checker pollentallet og finder en sandsynlig årsag til, at mine slimhinder producerer vandmænd.


døde før påske påskeliljer


Al musik du hører er trods alt ældre end din nutid, selvom det kun drejer sig om millisekunder.